DK / UK

INSTRUKTØREN OM DE NØGNE FRA SANKT PETERSBORG

 

 

For russerne er det ingen skam at være politisk ukorrekte eller følelsesmæssigt uforudsigelige. Mennesker er ikke rationelle. Man tror på heldet, miraklerne, skæbnen og Gud, og man forventer ikke at tingene passer ned i nogle særlige og rigtige kasser. Hvis en kvinde går fra sin mand direkte 

over til en ny, er der ingen, der forventer en forklaring. For sådan er livet. Der sker hele tiden noget, vi ikke kan gøre noget ved. 

 

Det er sådan, jeg oplever Rusland og russerne, og det er det, der fascinerer mig ved landet. Jeg har en frihedsfornemmelse i mig, når jeg er i Rusland. Der er sus i skørterne og store armbevægelser. Jeg mærker overalt en stræben og higen efter det det pragtfulde, det storladne, det ekstraordinære. Det er tydeligt i arkitekturen. Men det er lige så tydeligt hjemme omkring køkkenbordet.

 

Russerne værdsætter og stiler efter det sublime. Et ideal i Rusland er at tåle alt. Mennesker, der gennemgår store, måske endda overmenneskelige prøvelser og eventuelt risikerer døden, bliver der set op til. Derfor har ugebladene ikke historier om de kendtes skilsmisser og psykologiske nedture. Der er ikke meget lyst til identificere sig med dem, der viser, at de 'bare er helt almindelige mennesker'.

 

Russerne har en skæbne - ikke et liv. Derfor affinder de sig også med de sider af livet og af det russiske samfund, som vi i Danmark og Vesten opfatter som umenneskelige og utålelige. Lige som amerikanerne har russerne 'den russiske drøm': At Rusland bliver et stort samlet rige, at russerne viser resten af verden, hvilket et prægtigt land de har. I Danmark hylder vi hverdagen, mens de i Rusland ikke kan få det højtravende nok. I vores samfund bestræber vi os på at mindske smerten mest muligt, vi passer på hinanden og forsøger med en stemmeseddel i hånden på bedste vis at skabe lighed. Russerne er derimod kollektive omkring deres storhed, men samtidig uafklarede om deres forhold til det politiske system, de er borgere i. Det store system er godt - det skal bare passe sig selv og sørge for, at der er arbejde til alle, og at verden ikke går af lave. Imens bør mennesket have frit slag til at gebærde sig og sno alle regler. 

 

Jeg vil i filmens scener vise frihedsfølelsen og den anderledes tilgang til livet, som jeg mærker, som fremmed i Rusland - en følelse, der fascinerer, fordi den fortæller mig, at livet kan være, hvad man selv gør det til. Jeg er præget af det nordiske tungsind, af at tænke rationelt og kontrollere mine reaktioner og følelser. Jeg har en grundpille, som består af dansk fornuft, demokrati og retfærdighed. Men nu vil jeg gerne lave en film, hvor publikum skal forføres af det rum af vildskab der skabes, når min nordiske tankegang sættes ud af spil.

 

Vintersolbaderne foran Peter-Paul-Fæstningen udtrykker storheden, stoltheden og livets rå virkelighed. Deres nøgenhed imod en bar mur står i modsætning til byens overdådige påklædthed og er en konkret og realistisk afklædning af facaden og beskyttelsen. 

 

Jeg vil gerne berøre livets skønhed og den evige higen efter en følelsesmæssig dimension i tilværelsen og det at være et 'kultiveret menneske'. Jeg vil berøre den russiske stolthed, det at føle sig som en del af en meget større sammenhæng og i denne finde et unikt fællesskab. Men jeg vil også vise de vilkår, som er bagsiden af denne skønhed, stolthed og kultur. Jeg vil vise den 'smukke løgn', men også 'den triste sandhed'.

 

- Ada Bligaard Søby, 2009